November vise

Nu står du derude, november,
med gråd på din furede kind,
du trommer med regn på min rude
jeg lukker dig ikke herind.
Jeg vil ikke høre din klage,
dit varsel om vinterens gys,
november, jeg tænder herinde
vel tusind små levende lys.

Eet lys for de venner, jeg mødte,
de skæbner, der krydsed’ min vej,
som tilgav  det onde, jeg gjorde,
og delte min hverdag med mig.
Eet lys for det gode i Verden,
for glæderne - store og små,
et andet er tændt for at mindes
alt skønt, som jeg hørte og så.

Et lys vil jeg tænde for freden
og eet for det land, som er mit
- det lys var engang ved at slukkes,
nu brænder det roligt og frit.
Og tonernes evige kilde,
som fulgte mig livsvejen lang,
de blide vemodige klange
og livsglædens jublende sang.

Jeg kan ikke nævne dem alle,
- vær rolig, nu tier jeg snart,
men midt i din tåge, november,
der lyser de dobbelt så klart.
Slå kun på min rude, november,
herind kan dit mørke ej nå,
er lyset blot tændt i mit hjerte,
du trækker det korteste strå.

Hedvig Nielsen